Nyhedsbrev 2021-03

Tilmelding nu påkrævet til weekendtræning

Vi har oprettet træninger alle søndage i marts, præcis som vi kender det. Og dog

Både medlemmer og gæster skal nu tilmelde dig online. Find links til de forskellige træninger i kalenderen på forsiden.

Vi må godt nok være op til 25 personer samlet nu, men det øger også risikoen for smittespredning. Samtidig må vi forvente, at smittetrykket omkring os vil være stigende i den kommende tid.

I tilfælde af at én af os tester positiv dagen efter en træning, skal vi kunne komme i kontakt med andre deltagere hurtigt og effektivt.


Velkommen til nye medlemmer

I løbet af den seneste måned har vi sagt velkommen til:

  • Silvia

  • Rasmus

Prøv lige at se grafen herunder. Det er 29% fremgang siden sommerferien og 44% på to år.

Så snart vi får styr på den der Corona, åbner det op for en masse nye muligheder.


Hvordan foregår divisionsmatchen d. 9. maj

En divisionsmatch er en holdpræstation, hvor alle deltagere bidrager med point til klubben - i kampen mod tre andre klubber.

Selvfølgelig får man lidt flere point, hvis man løbere hurtigere end de andre. Man får dog mange flere point, hvis man har flere deltagere end de andre og er repræsenteret på flere baner.

Der er baner til alle, og har man ikke sin egen SI-brik, så kan man låne. SI-brikken er den dims, man "bipper" posterne med og dokumenterer, at man har været hele banen rundt. 😊

Herunder kan man se, hvilke baner jeg kan vælge - som 49 årig mand.

  • Jeg hører logisk til i H40 (Svær). Den blå baggrundsfarve er misvisende og skyldes, at musen pegede på den linje, da jeg tog screen dump'et.

  • Hvis jeg vil løbe længere og mod nogle, der er yngre, kan jeg vælge H21 (Svær).

  • Derudover er der en række nemmere baner at vælge imellem.

Login på O-service og se, hvilke baner du kan vælge mellem.

Når invitationen bliver klar, vil distancerne fremgå her, men forvent noget i retning af 2-8 km afhængig af aldersgruppe.

Kontingent

Inge tilskrev kontingent for 1. halvår 2021 her i februar og sendte det ud sammen med klubbladet Skovtrolden.


O-Track: Se også de andres vejvalg

Dennis har sørget for, at vores weekendtræninger fremover kommer på O-Track. Hvis du løber en af ruterne i Store Hareskov, og hvis du tracker turen med løbeur eller en app på mobilen, kan du være med.

Det er både underholdende og særdeles lærerigt at se sine egne og andres valg - og fejl. Klik på billedet herunder for at se, hvem de tre løbere er, og hvem der tog det bedste vejvalg til post 13.

Bruger du Strava app på din mobil, så forbind den til O-Track app og overfør filen supernemt. Se detaljerne nederst i denne instruktion. Alternativt, hiv gpx-filen ud af din app eller løbeur og upload den manuelt på www.o-track.dk.

Spørg, hvis det driller.


Tekniktræning på tordage

En række klubber i Nordsjælland samarbejder om tekniktræning om foråret og efteråret. Første gang bliver 18. marts, og du finder alle træningerne i kalenderen på forsiden eller ovre på Farum OK's hjemmeside.

Det er super god træning, hvis man vil være bedre til at læse kortet. Og det vil vi nok allesammen.

Der er både en let, mellemsvær og svær bane, så alle kan være med. Hvis du gerne vil følges med en anden rundt i skoven med mulighed for hjælp undervejs, så giv lyd. De gange, jeg selv deltager, hjælper jeg gerne. Det er der sikkert også andre, der gør.


OK73 i 1. division

Efter to måneder af 2021 er vi stadig den 8. mest synlige orienteringsklub i landet. Det skyldes i høj grad alle de kommentarer, der kommer på vores opslag på Facebooksiden.

TAK