Praktisk om o-løb

Tilmelding til o-løb

Konkurrenceløb har tilmelding gennem DOF’s tilmeldingssystem O-service. Klubbens kasserer opretter en profil til dig, når du bliver medlem. Der er ofte åbne baner til konkurrenceløb. Her kan man tilmelde sig på dagen udenom O-service.


Samkørsel

I O-service kan du se, hvem fra klubben, der er tilmeldt et løb. Her kan du også se kontaktoplysninger. En anden mulighed er at efterlyse samkørsel på løbets Facebookbegivenhed. Endelig er du velkommen til at skrive til ok73@ok73.dk.


Udstyr

Den mobile sportsbutik O-butikken er tilstede på stævnepladsen til mange konkurrenceløb. Her kan man købe sko, benskinner, tøj, kompas og andre ting.


Klubtøj

Inge Madsen (Kasserer og sekretær)

4354 1641 / 2371 0346

inge.jan@ishoejby.dk


Konkurrenceløb

Vi mødes på stævnepladsen ved OK73's telt eller beachflag. Her er der mulighed for at efterlade en taske. Når tiden nærmer sig for din start, løber du ad den mærkede rute til start.

Al tidtagning foregår elektronisk. Hvis du ikke allerede har en, får du ved starten udleveret en startbrik (SI-brik) til montering på pegefingeren. Klubben har også SI-brikker til udlån. SI-brikken bruges til kontrol og tidtagning. Ved hver post og i mål stikker man brikken i en boks og får et elektronisk tidsstempel.

Når dit navn bliver råbt op 3-4 min. før starttid, går du ind i startslusen. Kortet udleveres i startøjeblikket - eller 2 minutter før for lette og begynderbaner. Sørg for at melde dig i mål, også selvom du har brudt løbet. Det er kontrollen af, at alle er kommet hjem.

Ved løbene er der mange forskellige baner - også en, der passer dig i længde og sværhedsgrad. Du kan få vejledning til at tilmelde dig i den for dig rette klasse.


Klubarrangementer

Vi arrangerer orienteringsløb, klubmesterskab, juleløb, generalforsamling, medlemsmøder og årlige fester. Der er mulighed for fælles indkvartering ved udvalgte løb, og en del rejser sammen til sommerløb i Danmark eller udlandet.